Fra http://www.information.dk/196860 i Information d. 7.07.09
Poul Villaume : Der er alternativer til militarisme i Afghanistan
Skal dansk forsvar også i de næste 10-15 år deltage i kontinuerlige krige og
højintensiv ‘oprørsbekæmpelse’ rundt om i verden?
Det netop indgåede forsvarsforlig frem til 2014 er med rette blevet kaldt
historisk. Som ventet samlede forliget alle politiske partier i Folketinget
minus Enhedslisten, som med sin principielle automat-modstand imod NATO uden
besvær igen kunne sættes uden for indflydelse.
For første gang er et forsvarsforlig i udpræget grad både økonomisk og mht.
materiel blevet tilpasset de skønnede behov i en igangværende, til tider
højintensiv krig med aktiv dansk deltagelse - i Afghanistan. Allermest
bemærkelsesværdigt er det dog, at denne tilpasning af dansk forsvar efter alt at
dømme fra forligspartiernes side ikke er tænkt som en éngangsforeteelse. Det
fremgår af beretningen fra den politiske Forsvarskommission, som barslede i maj
måned, at forligspartierne og forsvarsledelsen i de kommende 15 år er indstillet
på mere af det samme, uanset de højst problematiske erfaringer med den vestlige,
amerikansk anførte krigsførelse i Irak og i Afghanistan i de senere år.
Det hedder i kommissionsberetningen, at »udviklingen peger på, at længerevarende
militære operationer vil være reglen snarere end undtagelsen«, og at
»udviklingen af evnen til at virke i højintensitets-konflikter vil være central«
for det danske forsvar frem til år 2025. Lidt længere fremme uddybes det, at
»det stigende antal højintensitetsoperationer (…) forudses at ville blive
langvarige (…) i klimatisk og geografisk udfordrende miljøer«. De op til 2.000
danske soldater, som skal kunne indsættes samtidig, vil bl.a. blive brugt til
»oprørsbekæmpelse«, »asymmetriske konflikter« og til indsatser, »der både er
langvarige og periodevist højintensive«. Intetsteds fremgår det, at det skal
være en betingelse for dansk deltagelse i militære operationer af den nævnte
type, at de er godkendt af og reelt underlagt FN’s Sikkerhedsråd som den eneste
folkeretligt legitime instans i spørgsmål om internationale konflikter.
Skepsis i CIA
Men hvad siger erfaringerne fra snart otte års krig i Irak og - mest aktuelt -
Afghanistan, altså den såkaldte ‘krig mod terror’? Er oprørerne blevet nedkæmpet
med de militære midler? Er det alle oprør, som kan - og bør - nedkæmpes, og skal
det da ske militært? Har den vestlige militærindsats, som Danmark er en del af,
været den mest hensigtsmæssige konfliktløsningsmetode? Eller har den snarere -
foruden et uvist, men utvivlsomt, sekscifret antal dødsofre - skabt flere
oprørere og styrket dén islamistiske ekstremisme og terror-fare i og uden for
regionen, som indsatsen skulle bekæmpe? Vestlige efterretningstjenester -
herunder danske - har for længst peget i bekræftende retning på i hvert fald det
sidste spørgsmål.
I efteråret 2008 erklærede den britiske ambassadør i Kabul, at de vestlige
koalitionsstyrker i Afghanistan snarere var en del af problemet end en del af
løsningen. Udviklingen siden da, herunder eskalationen i Pakistan, har bestyrket
den opfattelse. CIA’s tidligere missionschef i Kabul og fhv. næstformand for
CIA’s National Intelligence Council, Graham E. Fuller, sammenfattede i maj i år
situationen: »Den amerikanske politik har nu båret den afghanske krig ind over
grænsen til Pakistan med sine militærraids, drone-bombninger og mordaktioner -
det klassiske svar på manglende evne til at håndtere oprør i ét land. Husker man
invasionen af Cambodia for at redde Vietnam?« Den amerikansk/vestlige politik
har drevet lokal nationalisme, fremmedhad og islamisme til feberhøjder i
regionen, mener den fhv. CIA-chef, som er forfatter til flere bøger om
Mellemøsten og islam. Fuller konkluderer, at »først tilbagetrækningen af
amerikanske og NATO-støvler fra jorden vil kunne starte en proces, hvor de
anti-amerikanske impulser og ekstremistiske følelser dæmpes, og regionen vil
begynde at køle ned«.
Kompromis med Taleban
Fullers analyse underbygges af en bemærkelsesværdig afghansk
opinionsundersøgelse i alle landets 34 provinser i begyndelsen af 2009, bestilt
af BBC News, ABC News og det tyske ARD. I de områder, hvor USA/NATO har
gennemført luftangreb, støtter 44 pct. af afghanerne angreb på de vestlige
styrker. 36 pct. af alle afghanere lægger størst skyld for volden i landet på
USA/NATO og den afghanske hær, mens 27 pct. lægger størst skyld på Taleban.
Ifølge undersøgelsen mener kun 18 pct., at USA/NATO burde sende flere styrker
til Afghanistan, mens 44 pct. siger det modsatte. Frem for en militær optrapning
mod Taleban mener ca. to tredjedele af afghanerne, at Kabul-regeringen bør
forhandle en aftale med Taleban, hvor Taleban får politiske poster til gengæld
for at stoppe kampen.
Netop en sådan forhandlingsløsning med Taleban bad præsident Karzai - der ellers
er Vestens mand i Af-ghanistan - forgæves om det internationale samfunds støtte
til på den internationale sikkerhedskonference i München i februar. Karzais nære
rådgiver, ambassadør Jaweed Ludin, gentog udtrykkeligt ønsket om en
forhandlingsløsning med Taleban i et interview med Information den 4. juni (det
folkevalgte afghanske parlament gjorde i øvrigt det samme allerede for to-tre år
siden).
Helsinki-model
Herhjemme har det nyligt stiftede Rådet for International Konfliktløsning (RIKO)
i foråret peget på ideen om en bredt baseret international ‘Konference for
Sikkerhed og Samarbejde i Sydvestasien’, med deltagelse af alle relevante lande
og bevægelser i regionen samt af de vigtigste stormagter. ‘Modellen’ er den
europæiske Helsinki-konference i 1970erne, som med sine aftaler om bredt
økonomisk-politisk samarbejde, fredelig bilæggelse af territoriale konflikter og
forpligtende respekt for menneskerettighederne i høj grad bidrog til
nedtrapningen af Øst-Vest-spændingen i Europa og til processen, som førte til
Den Kolde Krigs fredelige afslutning tiåret senere. En sådan sydvest-asiatisk
konference skulle ledsages af en gradvis, men snarlig tilbagetrækning fra
Afghanistan af USA/NATO-styrkerne, som erstattes af veludrustede
sikkerhedsstyrker i klart FN-regi fra neutrale og muslimske lande som f.eks.
Indonesien, Bangladesh, Indien, Iran, Tyrkiet, Marrokko.
Alternativer til den nuværende strategi findes altså, og de har lokal opbakning.
Men fra forsvarsforligspartierne hører vi stadig kun om den yderligere militære
optrapnings vej. Dét på et tidspunkt, hvor antallet af dræbte civile afghanere
(og pakistanske pashtunere) siden nytår er skudt i vejret med raketfart og
sandsynligvis vil vokse yderligere i de forestående kampe under amerikansk
ledelse mod Taleban og de øvrige oprørere. Taleban og al Qaeda vil dermed have
optimale - og reelt uendelige - rekrutteringsmuligheder blandt vrede, unge
ludfattige mænd i hele regionen. De historiske erfaringer - ikke mindst fra
Afghanistan - viser som bekendt, at oprørsstyrker ikke behøver at vinde. For dem
er det i sig selv en sejr ikke at tabe; og tiden er altid på oprørernes side.
Brud på tradition
Så nedslående urealistiske ser perspektiverne ud til at være for en fortsættelse
af den såkaldt ‘aktivistiske’ danske udenrigspolitik, som snarere burde kaldes
‘den militariserede udenrigspolitik’. Historisk forskning har påvist, at under
Den Kolde Krig førte Danmark, loyalt forankret i NATO-medlemskabet, en
selvstændigt profileret og til tider aktivistisk sikkerheds- og udenrigspolitik,
bl.a. karakteriseret ved FN- og CSCE-baseret konfliktforebyggelse, mægling og
ikke-militære løsninger, herunder et uforholdsmæssigt stort dansk (og nordisk)
militært bidrag til FNs blå-hjelmede fredsbevarende operationer.
I disse debatlammende konsensus-tider forekommer der at være hårdt brug for en
kritisk diskussion om, hvordan de bedste traditioner i nyere dansk (og nordisk)
udenrigspolitik drages frem af den historiske glemsel og tilpasses det 21.
århundredes internationale konflikter. I modsætning til samtlige vore
nordvesteuropæiske nabolande har Danmark i en årrække ikke haft akademiske
centre eller institutter for international freds- og konfliktforskning. Til
gengæld har vi, i tidens ånd, fået et Institut for Militære Studier.
Der er hverken brug for dogmatisk NATO-fjendskab, blåøjet pacifisme eller enøjet
tro på vestligt dikterede militariserede ‘løsninger’. Der er brug for mere
sikkerhedspolitisk realisme - og historisk bevidsthed.
Poul Villaume er dr. phil. og professor i samtidshistorie, bestyrelsesmedlem i
Rådet for International Konfliktløsning (RIKO)
Subscribe to 
